Datalogens hverdag foregår, foruden i den ovenfor beskrevne videnskabelighed, i en atmosfære af ingeniørmæssig faglighed og professionalisme: i et stadigt virke, der har til hensigt at sikre at etablerede metoder også vinder indpas i hverdagen. Det kan ofte være svært. Datalogi er stadig et så ungt virke at de fleste af de kandidater vi idag genererer fra IT/DTU -- og som ankommer i erhvervslivet, fuldt opladede -- ikke bliver fagligt og eller administrativt ledet af professionelle dataloger, data-ingeniører eller informatik-ingeniører. Det betyder blandt andet at den helt reelle viden, der idag findes mht. udvikling af f.eks. meget stort programmel endnu ikke er trængt ud i erhvervet -- idet den fortrænges af den eksisterende masse af ``gamle'' programmører. Kun få danske virksomheder evner det (herunder DDC Intl.).
Vi bevidner derfor jævnligt at udvikling af programmel kræver langt flere resoursser (tid, penge) end lovet, at programmel ikke holder, hvad der blev lovet, og at det er fuld af fejl! Ja man skønner i industrien at omkring halvdelen af alle større programmel-projekter afbrydes sent i udviklingsfasen.
Samtidig bombarderer fagpressen os med at ``hypes'' som objekt-orienterede ``metoder'', Windows, Internet, Java, oma., er svaret på industriens trængsler.
Dette virker som en afledning fra det reelle problem: At erhvervet endnu ikke forstår at udvikle og levere så fejlfrit programmel, som det dog lader sig gøre professionelt at udvikle. At erhvervet ikke altid opfører sig tilstrækkeligt professionelt. Og når så de er i knibe, ja så uddanner vi, på DTU, ikke nok og relevante nok ingeniører. Man læser herom i dagspressen fra direktører -- tit op til bestyrelsesmøder. Ved nærmere efterprøvning viser det sig så at de ikke ansætter vores fagfolk, og da slet ikke vores PhD'er!
Industriens misére opfattes sikkert, af fagkolleger på DTU, som vores, IT/DTU's, fejl.