next up previous contents
Next: Ingeniørkunst Up: Informatik = Matematik Datalogi Previous: Contents

Baggrund

Min baggrund for at fremføre alt dette -- og på nuværende tidspunkt -- er blandt andet følgende:

Jeg er just vendt hjem fra en fem års orlov fra DTU (mere herom siden) og ser derfor med noget andre øjne på DTU's situation, og da især Datalogiens rôlle på DTU. Derudover flg.:

Jeg har arbejdet ved IBMs udviklings- og forskningslaboratorier i Sverige, USA, Schweiz og Østrig i årene 1962-1975 dog afbrudt af et licentiatstudie (1965-1969) hvor jeg dog af og til arbejdede for IBM i Schweiz. Jeg var en hovedkonstruktør af IBM datamaterne IBM 1130 og IBM 1800 (i en vis forstand vel de første RISC maskiner), og også af andet maskinel (IBM 1070). Jeg arbejdede med bl.a.\ John W.Backus (skaberen af Fortran) -- som den første han arbejde med i over 10 år -- og realiserede de første fortolkere for såkaldte funktionssprog, med E.F.Codd -- ``opfinderen'' af relationsdatabase konceptet -- og ``arkitektede'' den fysiske datalagerstruktur for relationsdatabaser, og med en gruppe af forskere i Wien på konstruktion af en PL/1 oversætter baseret på en helt ny programmelkonstruktionsmetode: VDM. VDM står for Vienna Development Method.

VDM er principielt baseret på at udvikling af oversættere [generelt: programmel] sker i tre trin: Først dokumenteres en matematisk semantik af sproget [en matematisk model af centrale domæne-termer] (mere herom siden). Vi vil her karakterisere det at konstruere en sådan sprogsemantik [domænemodel] som at definere domænet. Kravspecifikationer til oversætteren [domæne-anvendelsen] formuleres siden på grundlag af, dvs. med reference til domænebeskrivelsen. Endelig udvikles oversætteren ved en yderligere afledning fra kravspecifikationerne. Vort ærinde i Wien var at sikre at oversætteren genererede korrekt kode [at anvendelsesprogrammelsystemet korrekt støtter og automatiserer udvalgte domænefunktioner]. Hvad det vil sige at være korrekt vil blive et centralt emne i denne artikel.

Efter Wien blev jeg professor ved ID/DTHgif. I 1980rne var tiden klar til videre udbredelse af Wiener-metoden i dansk industri. Dette blev gjort gennem Dansk Datamatik Center (DDC). Jeg var (1979-1988) den videnskabelige og projektmæssige hovedkraft i DDC. Ved professor Asger Kierbye Nilsen's mellemkomst var vi først istand til at konstruere en formel beskrivelse af CCITT (telefoncentral) programmeringssproget CHILL   og siden den første, og vel stadigt den eneste ``fuld'' Chill oversætter, dernæst af US DoD's   programmeringssprog Ada. Lektor Hans Bruun sikrede, gennem sit omhyggelige forskningsarbejde, at både CHILL og Ada projekterne kunne gennemføres. Teleteknisk Forskningslaboratorium (tfl) overtog siden CHILL arbejdet, og kommercialisering af Ada oversætteren overførtes til DDC Intl. DDC Intl.\ arbejder primært i USA hvor man har 30 ansatte. Herhjemme er der 30 ansatte. Har man gode metoder behøver man ikke megen (som regel dyr) arbejdskraft. Min kollega, professor Jørgen Fischer Nilsson (JFN), dokumenterede nogle fine idéer vedrørende en (typet) variant af Prolog vha VDM og udviklede eksperimentelt en Prolog oversætter. Med hjælp fra docent Tom Østerby overførte tre vakse studerende JNFs oversætter til PC verdenen. De tre studerende skabte firmaet Prolog Development Center (PDC).   Deres Prolog system blev i mange år forhandlet af Borland som Turbo-Prolog. En stor success. PDC beskæftiger idag omkring 50 medarbejdere i Rødovre og godt 20 i Skt. Petersborg (Rusland). Dansk Datamatik Center måtte lukke i 1988 pga. fejlsatsning indenfor hvad der kunne betegnes som ``Kunstig Intelligens'' og ``Bruger Datamatik''. På det tidspunkt havde de DDC ansatte, der stod bag CHILL og Ada igangsat et større internationalt forsknings & udviklingsprojekt RAISE. RAISE blev videreført i den del af DDC der arbejdede herpå og som overgik som een gruppe på omkring 15 personer til CRI A/S. RAISE er en matematisk baseret metode til udvikling af større programmel, et specifikationssprog (RSL: RAISE Specification Language) med tilhørende bevissystem og et sæt værktøjer. RAISE står for Rigorous Approach to Industrial Software Engineering. Jeg ``flyttede'' med til CRI som videnskabelig rådgiver, så RAISE blive fuldført og var med til at sikre at CRI A/S sammen med et engelsk firma fik et efterfølger-projekt LaCoS. I LaCoS blev RAISE konceptet afprøvet i syv industriprojekter rundt om i Europa: Danmark, England, Frankrig, Grækenland, Italien og Spanien. Ved DDC Intl., ved tfl, og ved CRI blev der i 1980rne ansat vel omkring 80 af ID/DTH's bedste kandidater. De fleste er der stadigvæk eller er overgået til Maconomy og The Vision Factory, som begge er meget successrige firmaer startet af ligeledes vakse ID/DTH kandidater. Sammen med en af verdens abslut førende datalogiforskere, professor C.A.R. Hoare (Oxford Universitetet, England) startede og ledte jeg, indtil min afrejse til Macau, et af de mest vellykkede ESPRIT BRA projekter: ProCoS. Det står for Provably Correct Systems. Andre IT/DTU kollegere (Michael Reichhardt Hansen, Hans Henrik Løvengreen, A.P.Ravn og Hans Rischel) førte lokalt ProCos videre -- og det er idag internationalt anerkendt som et af de absolut ledende projekter indenfor forståelse af krav til og udvikling af såkaldte indlejrede systemer. Dvs.\ programmel til sikkerheds- og tidskritiske systemer. I dette projekt deltog også Prof. Zhou Chaochen, det Kinesiske Videnskabernes Akademi, Peking, og nu min efterfølger som direktør for UNU/IIST -- se siden. Zhou's bidrag blev helt afgørende for ProCoS's store success. Endelig er min baggrund for denne artikel at jeg i de sidste fem år har bygget et idag internationalt anerkendt forsknings- og ``post-doctoral''- center, UNU/IIST, for programmel-teknologi. UNU/IIST står for United Nations University's International Institute for Software Technology. Det beskæftiger idag 6-7 forskere, 8 tekniske-administrativt personale og er til stadighed vært for omking 24 post-graduates and PhDs. Ved dette center -- som nærmere omtales in en særskilt artikel -- har der i fem år været forsket på netop den baggrund som resten af artiklen vil gøre nærmere rede for!

Det er således med en rimelig solid baggrund i anvendt datalogisk forskning, med over 50 eksamensprojektkandidater, over 10 PhD kandidater, knap 60 publicerede artikler, 2 medforfattede bøger, redaktion af 12 andre, arrangør af over 40 internationale videnskabelige konferenser, heraf flere som ``præsident'', og med en stor industrierfaring, at jeg fremsætter den følgende beskrivelse af disciplinerne datalogi, praktisk og teoretisk, og af informatik.


next up previous contents
Next: Ingeniørkunst Up: Informatik = Matematik Datalogi Previous: Contents

Dines Bjorner
Fri Sep 5 08:26:58 MET DST 1997